Det kom som et lyn fra en klar himmel, kort efter min søn havde været hjemme hos sin bedste legekammerat. Han havde knapt fået overtøjet af, før han var inde i stuen for at spørge, om ikke nok han måtte få en hamster, for det havde hans bedste ven Jonas lige fået.
Jeg kunne se, at det var vigtigt for min lille søn og at han var meget optaget af, at det kun kunne gå for langsomt med at få en hamster. Som han stod der – lidt over en meter høj og med kæmpe, store øjne, var det sin sag bare at skyde hans idé ned.
Inden jeg fik tid til at svare, fortalte han mig, at vi sagtens kunne få to gratis af Jonas, for der var unger på vej. Og at han nok skulle tage sige af dem, passe dem, made dem og være deres far.
Derfor gjorde det også lidt ondt i hjertet at fortælle ham, at vi desværre ikke kunne få en hamster fordi det meste af familien (inklusive min søn) var allergisk over for halm og strøelse. Derfor ville det være mere end almindeligt opad bakke, at hive en hamster ind i huset.
Jeg spurgte ham, om det ikke havde kløet og kradset, da han havde været hjemme hos Jonas. Min søn svarede ærligt og lidt henholdende, at jo det havde krasset, men ikke så meget for hamsteren havde et bur i deres skur.
Vi talte videre om det og fandt frem til, at vi ville undersøge, om der måske var andre husdyr, måske en hund, som kunne komme på tale – når han var blevet lidt ældre.
