Jeg har lige købt nogle bøger til min lille datter. Det er nogle fine børnebøger med flotte illustrationer, som jeg har købt på SAXO.com. Jeg har sat dem op i den reol, som vi har købt til hendes værelse på medudsigt.dk. Du kan besøge Børneværelse med udsigt lige her. Jeg købte i den anledning også nogle bøger til mig selv på Saxo. Blandt andet en fiktiv bog skrevet af en psykiater.
Personlige fortællinger
Det var som sagt en fiktiv bog, selvom den omhandlede faglitterære psykologiske emner. Den viden, man tilegnede sig igennem læsningen, kunne ligeså godt have tilkommet en igennem en afhandling eller lignede. Men den fiktive vinkel gør teksterne langt mere fordøjelige. Bogen omhandlede mest af alt gruppeterapi. Det der overraskede mig mest, var den måde som psykiateren inddragede sig selv. Der var meget personlige episoder fra hans eget liv beskrevet. Dette overraskede og fascinerede mig. Alt fokusset lå ikke kun på klienterne, men også på psykiaterens egne personlige problemer. Det understreger, at vi alle skal forholde os til det eksistentielle og tackle det på hver vores måde – jeg skal måske lige nævne, at psykiateren var eksistentialistisk psykoterapeut. Det første afsnit af bogen handlede om hans forhold til sin mor. Moderen var død for år tilbage, men hun blev ved med at vende tilbage i hans drømme. Han havde et meget skidt forhold til hende, og de var aldrig ærlige overfor hinanden. Det dysfunktionelle i familien gør det sværere for forfatteren at give slip på sin mor, og dette er meget typisk. Velfungerede, sunde familier er langt lettere at gøre sig fri fra. Dette forstår forfatteren rent intellektuelt, men denne viden hjælper ham ikke. Moderen bliver ved med at vende tilbage til hans tanker.
I en af drømmende har forfatteren imidlertid en rigtig god og ærlig samtale med sin mor. Én han med sikkerhed ville ønske, at de kunne have haft i virkeligheden. At forfatteren inddrager sig selv personligt på så højt plan i bogen, viser noget om den tilgang, han har til sine klienter og de psykoterapeutiske samtaler. Han mener nemlig, at terapeuten skal frigøre sig rollen som psykolog i en hvid kittel og ikke være bange for at inddrage sig selv. Selvfølgelig skal dette kun gøres i det omfang, som det gavner patienten. I gruppeterapeutiske sammenhænge skal terapeuten også tage del og ikke mindst lade klienterne hjælpe hinanden mere end han går ind og tager den aktive rolle som hjælper. Han skal holde sig på niveau med de andre i gruppen.
