Betegnelse for den velfærdsstatstype, der findes i Danmark, Norge og Sverige, er at velfærdsydelserne til borgere bliver givet gennem staten, endvidere er disse velfærdsydelser universelle, hvilket vil sige at de er tilgængelige for alle borgere. Derudover giver disse velfærdsydelser et sikkerhedsnet, i form af at ydelserne overstiger niveauet for minimal sikring og er progressivt finansierede. Til sidst betegner velfærdsstaten, at der er vedtaget politikker, hvis job det er at sikre eller i mindste faldt forsøge på, at gøre så der ikke opstår sociale problemer, som for eksempel arbejdsløshed. Denne form for velfærdsstat er ofte betegnet som den ”socialdemokratiske velfærdstatsmodel”, eftersom velfærdsstaten i varetager borgernes rettigheder samt sikkerhed. Velfærdsstaten blev for første gang indviet i Danmark af Stauning i 1930’erne. Den blev indført efter en periode med økonomisk krise og høj arbejdsløshed, og derved formåede socialdemokraterne, at tilgodese de danske borgere.
I det senmoderne samfund, bliver der endvidere stillet spørgsmålstegn ved velfærdsstaten, og flere og flere individer kritisere den for, at være for passiv, eftersom de tårnhøje skatter og mange afgifter ikke danner rammer for optimal udenlandsk interesse og stabilisering af virksomheder i Danmark, hvilket fremadrettet vil kunne skabe massiv positiv vækst i Danmark. I nutidens velfærdsstat er skatteniveauet enorm højt i forhold til mange andre lande i Europa. Hertil er det hovedsageligt virksomhedsskatten som der bliver henvendt til. Det medfører at den danske konkurrence evne bliver forværret, fordi store udenlandske virksomheder ikke har interesse i, at etablere sig i Danmark, fordi vilkårene simpelthen er for dårlige. Hvis en stor virksomhed for eksempel etablerede sig i Danmark, og derefter fandt ud af det var for dyrt pga. den høje skat, ville virksomheden måske ikke have råd til, at uddelegere fibernet bredbånd til medarbejder, hvorefter medarbejderne ikke kunne arbejde på mest effektive plan.
